Neurodivergens
På grund af personlige omstændigheder, begyndte jeg at interessere mig for neurodivergens, og specifikt autisme, i starten af 2018. Det førte til en kandidat, hvor jeg fokuserede på autisme, og mit speciale handlede om konsekvenserne af en sen-autisme diagnose for kvinder. Min praktikplads var hos SWAN (Scottish Women’s Autism Network), hvor jeg lærte mere end på universitetet – især gennem de livsfortællinger, folk delte, hvor autisme handlede om de personlige oplevelser og ikke statistikker.
Da Covid-19 lukkede verden ned i 2020, blev jeg SWANs in-house psykoterapeut.
I starten af 2021 blev jeg en del af det irske firma Thriving Autistic, hvor vi afholdt sociale møder online for ny-udredte autistiske voksne. Jeg blev også en del af holdet, der tilbyder “post-identification support sessions” – efter-udredningsstøtte – hvor jeg hjælper folk med at forstå deres autisme efter en professionel bekræftelse (diagnose).
Jeg arbejder på en “neuro-affirming” (neuroanerkendende) måde. Det betyder, at neurodivergens ses som en naturlig og værdifuld variation af menneskelig neurologi, fremfor en sygdom, der skal “fixes”. Fokus ligger på styrker, individuel identitet og at skabe et miljø, der understøtter ens forskellige behov, så man kan reducere ens maskering, eller arbejde hen mod mindre undertrykkelse af sin personlighed, som man tit gør for at passe ind i et neurotypisk samfund.
Sprogbrug er også centralt. Jeg bevæger mig væk fra den medicinske model, og bruger normalt ikke ordet “diagnose”, men foretrækker “autisme-bekræftelse” eller “identifikation”. Dette sprog er stadig nyt i Danmark, så det kan føles lidt forvirrende. Jeg følger udviklingen i Storbritannien, hvor Asperger og infantil autisme ikke længere bruges som diagnoser. Selvfølgelig må du vælge de ord, der giver mening for dig – mange i Danmark bruger stadig Asperger-begrebet, selvom det blev udfaset i 2013 i andre lande.
I 2024 begyndte jeg at tilbyde psykoedukationskurser sammen med Thriving Autistic, og jeg brænder for at udbrede den neuroanerkendende model i Danmark.
Du vil måske også lægge mærke til at jeg snakker om at man "er autist" fremfor at "have autisme". Dette er også en del af den neuroanerkendende model, og det vil jeg snart skrive en blog om. Der vil jeg også forklare begrebet neuroaffirmative/anerkendende mere, og ligeledes påtale hvorvidt ordet "neuro" overhovedet er korrekt (da der er en debat i øjeblikket omkring diagnoser, der er baseret på opførsel fremfor bio-medicinske markører, og problematikken i dette).
Igen, så er det vigtigt at du bruger det sprog, du har det bedst med.
Jeg har specialiseret mig i at arbejde med sen-identificerede autistiske voksne med høj følelsesmæssig intelligens (EQ). Mange har også andre “krøller” som dysleksi (ordblindhed) eller ADHD (90% af dem jeg arbejder sammen med, identificere sig som AuDHDere).
For autistiske voksne, der først opdager deres autisme senere i livet, går de fleste igennem lignende temaer:
-
Imposter-følelse: “Er jeg virkelig autist, eller har jeg snydt mig til bekræftelsen?”
-
Identitet: "Hvem er under masken?"
-
Udbrændthed: "Hvordan genopbygger jeg mig selv og designer et liv, der passer til mig?"
-
Ableisme: At navigere et samfund, der ikke tager hensyn til neurodivergens og undertiden udviser diskriminerende holdninger.
-
Sanseprofil og selvregulering: At forstå og arbejde med sine sanser og følelsesmæssige behov.
-
“Disclosure”/Åbenhed: Hvordan fortæller man andre om sin autisme eller neurodivergens?
-
"Accommodation"/Tilpasning: Hvordan skaber man et miljø, der respekterer ens behov og udfordringer, især på arbejdspladsen?
Når man har været på rejsen som autist lidt længere, og måske føler man har styr på ovenstående, står man stadig over for mange af de samme udfordringer og glæder, som andre mennesker: stress, lavt selvværd, perfektionisme, skam, de eksistentielle spørgsmål, kommunikations- og kærlighedsproblemer, traumer m.m. Hos autistiske voksne bliver alt dette dog ofte forstærket og bearbejdet gennem en neurodivergent linse.
Her tilbyder jeg noget anderledes: Sessioner, hvor du ikke behøver forklare dig selv, men hvor jeg forstår dine udfordringer. Vi arbejder mod løsninger baseret på din neurodivergens, fremfor at anvende modeller og teknikker designet til og for neurotypiske.
Min praksis handler om respekt, forståelse og støtte. Det er et sted, hvor du kan udforske, lære og handle ud fra dine egne styrker og behov, uden at skulle tilpasse dig et neurotypisk ideal. Mit mål er, at du går herfra med større selvindsigt, mere selvaccept og konkrete redskaber til at navigere i verden på en måde, der fungerer for dig, og ikke imod dig.
Hvis du ikke har noget imod at læse på engelsk, kan du læse meget mere om min tilgang til neurodivergens via min engelske hjemmeside www.neurostorycollective.com
Hvis du føler dig klar til at booke en gratis, 30 minutter, afklarende samtale kan du enten kontakte mig direkte på hej@kroelledetanker.dk eller bruge min kontakt form HER.